Formandens beretning generalforsamling 22 maj 2019

Overordnet:

Det første år er gået med at finde vores ben, og få styr på de praktiske ting, såvel som at finde ud af hvilke niveau vi ønsker, og kan ligge på, på de forskellige områder. Nogle steder har vi været nødsaget til at justere nedad, mens andre steder synes vi at vi skal være ambitiøse.
Der har været nogen snak om at vi ikke har orienteret nok; og det skal jeg være den første til at beklage. Men som sagt, vi er i gang med at finde vores ben, og med tiden vil tingene falde på plads og der vil ikke være så mange bolde i luften. I mellemtiden vil jeg bede alle om tålmodighed og bede jer tage fat i os hvis i føler i mangler nogle oplysninger. En del af bestyrelsen har daglige gåture i området, og jeg byder gerne på en kaffe eller et glas rosé hvis vejret tillader det. Vi er med på at der er mange ting i gang, og derfor mange ting i gerne vil vide. Hav dog i tankerne at bestyrelsen gør det her i vores fritid, så det er begrænset hvor meget vi kan nå. Men kom og besøg mig, så jeg fortæller gerne alt jeg ved, mens i hjælper mig med opvasken.

Det grønne fællesområde:

Som nogle af forslagene der er stillet af medlemmerne også viser, er der en stor interesse for vores fælles områder. Hvad sker der med dem, hvad har vi tænkt de skal bruges til, og ikke mindst, hvornår bliver det vores. Det korte svar er desværre, at det ved vi ikke! 
Bestyrelsen var i opstartsfasen i forbindelse med kommunen, og vi følte at der syntes at være en fornuftig plan, og et ønske fra kommunen om at inddrage foreningen i hvordan området ville blive udformet. Dette førte til en gennemgang med tegnestuen der varetager opgaven for kommunen, og efterfølgende med Malmos der udfører opgaven. Bestyrelsen rejste nogle punkter hvor vi mente det kunne ske forbedringer og/eller ændringer, og nogle af disse blev imødekommet.
Desværre har vi oplevet at efterhånden som arbejdet er blevet udført, har det været sværere og sværere at få respons på vores henvendelser. Og når man får et svar, synes det være en sludder for en sladder. Det er alt fra hvornår man forventer at beplantningen er færdig, til beboere der står spørgende overfor hvorfor området omkring deres haver ikke bliver etableret, og beplantede områder der står under vand i flere dage efter det har regnet.
Malmos henviser til at det ikke er os der er bygherre, og vil ikke give os svar. Kommunen kommer kun med halve svar, når den svarer. Og tegnestuen reagerer nærmest slet ikke.
Vi har orienteret de forskellige parter om at vi som bestyrelse kommer til at fortsætte med at dokumentere de områder vi mener at arbejdet ikke er udført ordentligt, og at vi ikke kommer til at acceptere en overdragelse af området før en der er fremlagt en tilfredsstillende dokumentation for at arbejdet er udført efter gældende praksis og ordensregler. 
Det har så medført at tegnestuen i fredags kom med en mail om at de forstår vores bekymring, men at det er besværligt at udføre arbejdet; og siger ikke så meget mere. Hvad det betyder, må tiden vise.
Endnu har vi dog ikke hørt at der kommer til at ske nogen ændringer på at området vil være klart til overdragelse i 2019.

Vinterberedskab:

Bestyrelsen lagde fra land med et ønske om at vinterberedskabet for veje og stier i foreningen skulle varetages af foreningen hellere end af de enkelte medlemmer. Vi blev så ramt af et dobbeltstød i form af at det første år var en meget kold vinter med tilsvarende megen rydning og saltning, sammen med at det var vores første år så vi havde ikke megen mulighed for at betale beredskabet med så kort varsel. Vi var bl.a. oppe at vende på kr. 40.000,- om måneden for denne service.
Det betød at  vi måtte stoppe samarbejdet omkring vintervedligeholdelsen, og med den vinter der var forventet sidste år mente vi ikke at der ville være penge nok til at stå for det.
Bestyrelsen forsøgte i stedet at få et samarbejde i stand med kommunen om at de ryddede stierne i området, bl.a. med henvisning til at kommunens maskine vender bag Auroravej, at der bor skole børn i området, at kommunen stadig ejer hele området, og ikke mindst at der fra næste vinter vil være endnu flere der vil have behov for fejede og saltede stier i form af byggeriet på den anden side af Oldvejen hvor de vil skulle benytte vores stier for at komme i skole.
Desværre synes kommunens hænder bundet på dette området i form af en dom og efterfølgende bekendtgørelse fra statsforvaltning omkring serviceaftaler mellem kommune og private. Dette har bl.a. medført at kommunen har opsagt 40+ aftaler den har haft omkring snerydning.
Vi er blevet oplyst at kommunen har rejst sagen på højere niveau, men vi er ikke bekendt med hvordan eller hvornår en afgørelse bliver truffet.
I mellemtiden har vi opsat skilte hvor vi advarer om at der ikke bliver saltet, og vi har fået indhentet nogle tilbud der vil gøre det billigere for foreningen at stå for vinterberedskabet såfremt generalforsamlingen ønsker dette når vi gennemgår budgettet.

Overtagelse af området:

Her er der ved at være afklaring omkring området ved Blå- og Guld-halevej. Bestyrelsen har sammen med Reklo gennemgået området, udformet en mangleliste; som er ved at være færdigt udført, og har principielt aftalt at området er overtaget gældende fra december 2018. I det juridiske arbejde er der dog opstået et tvivlsspørgsmål omkring grundskyld. Da det var en privat aktør der stod for opførslen, har der været en tilsvarende værdi sat på hele området. Så mens det grønne område i arealerne der bliver overtaget fra kommunen hele tiden har stået til en værdi på kr. 0,- skal der betales for de grønne områder omkring rækkehusene for 13 måneder. Fra 2020 skal der ikke længere betales grundskyld, men vi mangler at få afklaret hvem der skal betale for 2019, eller hvordan dette skal fordeles.

For Aurora og Kejserkåbevej har der været en del snak med kommunen omkring hvordan og hvorledes. Kommunen siger at de er færdige med det hele, hvor vi har ønsket noget afklaring og forbedring inden vi overtager. Det har været ting som skiltning med børn på vejen, vejbump, steler/pæle i vejsystemet og så videre. Generelt har oplevelsen her været på linje med de grønne områder. Det er virkelig som at trække tænder ud at få et svar fra kommunen, og næste gang man får noget at vide, er ting man tidligere har aftalt fejet af bordet. Her har vi måtte sande at kommunen pt ikke har overskud/ønske om at få gjort dette på en god og overkommelig måde; og har i stedet sagt at vi må vente til de er klar til at overdrage det hele; og så må vi tage det som mangellister. Noget så simpelt som lyset på vejen som vores stiftende generalforsamling vedtog at de enkelte husstande skulle afregne med Fors, er endnu ikke kommet på plads. Bestyrelsen har fået bekræftet at kommunen har modtaget alt den skal bruge; og bestyrelsen har haft fat i Fors for at høre hvor sagen ligger så ejerne ikke pludselig bliver afkrævet flere år i et hug. Men pt kan Fors heller ikke få et ordentligt svar fra kommunen.

Økonomi:

I og med at vi endnu ikke har overtaget de grønne områder, og hurtigt måtte opgive vinterbekæmpelsen, betyder det at vi for 2018 kun har haft nogle få måneders vinterudgifter, og nogle enkelte etableringsomkostninger. Derfor kan vi i 2018 presentære et beskedent overskud. Men som budgetforslagene fra bestyrelsen viser, kommer vi til at have nogle større poster i de kommende år; og foreslår vi derfor at bidraget hæves.
Dels er der ønsket om vintervedligeholdelse af vores stier, og muligvis veje. Dels skal der tages stilling til om vi ønsker løbende at opbygge en vejfond der vil kunne varetage reparationer og ny asfalt. Og endeligt er vi stillet i udsigt til at skulle overtage de grønne områder i 2019 med den tilhørende vedligeholdelse, og evt. etablering af aktivitetsområder dette vil medføre.

Afrunding:

Til slut vil jeg bringe en personlig tak til de andre medlemmer af bestyrelsen, og suppleanterne, for den store indsats de har ydet i etableringen af foreningen. I har gjort hvad der kunne være en Uriaspost i form af formandsrollen til en let opgave, og nærmest en fornøjelse ?Tak.

Til alle jer andre. Vel mødt, og godt møde!

Lagur

Kære Fælleden.

Mange tak for jeres venlige modtagelse og interesse i vores Kemifri Vandbehandlingsløsning til private ”Curo Aqua”. 

I kan læse mere på https://curoaqua.dk.

På https://lagur.dk vil i finde flere information der tager udgangspunkt i større ejendomme, som principielt er det samme for private, bare større. 

Nederst på siden https://curoaqua.dk er der svar på nogle ofte stillede spørgsmål. 

Mangler i svar på noget, så kan i skrive til os via kontaktformularen til højre, som vi vil glæde os til at svare på inden for 1 hverdag. 

I forbindelse med præsentationen refererede jeg til denne artikel omkring fluor:

https://www.tandlaegeforeningen.dk/pressen/nyheder-og-pressemeddelelser/pressemeddelelser/2018/12/mindre-kalk-i-vandet-kan-give-flere-huller-i-taenderne/#

Curo Aqua er installeret hos flere fra jeres bestyrelse. 

Jeg er sikker på de vil glæde sig til at svare på deres oplevelser ift. Curo Aqua. 

Curo Aqua kan lejes for 299 kr. / måned inkl. moms.

Lejen indeholder VVS installation. Der kræves EL med jord, indenfor 2 meter som ikke er inkluderet.

Efter 60 måneders leje overgår ejendomsretten til lejer.

Der er lavet følgende særaftale med Fælleden:

Alternativt kan vi tilbyde en købspris på 12.490 kr. inkl. moms (uden installation).

VVS installation kan vi tilbyde jer til en fastpris igennem Parsberg & Andersen VVS ApS (www.pavvs.dk) til:

2.500 kr. inkl. moms, ved installation af minimum 5 stk. pr. dag, så i får en samlet styk pris på 14.990,- kr.

VVS installationen ovenfor er kun et tilbud og ikke en betingelse for købsprisen på 12.490 kr.

Ved installation af mindre end 5 stk. pr. dag, er prisen for installationen 3.000 kr. inkl. moms.

Installations eksempel

Det bedste hilsner

Simon Sørensen

Generalforsamling 2019

22 maj. kl. 19:30 Fælleshuset Bispehøjen. Bjergmarksskolen, Bispehøjen 2.

Til medlemmerne af Grundejerforeningen Fælleden Så er det tid til den årlige generalforsamling.

Bestyrelsen har i år aftalt med Simon Sørensen fra Lagur/Curo Aqua at han, såfremt der er tilstrækkelig interesse, holder et indlæg omkring deres løsning til kalkbehandling af vandet. I stedet for at fjerne kalk og andre mineraler som nogle blødgøringsanlæg gør, er deres behandling målrettet kalken. Mere kan læses på deres hjemmeside: https://curoaqua.dk/ og https://lagur.dk/ Simons indlæg starter kl. 18.30 hvor generalforsamlingen starter kl. 19.30.

Af hensyn til klargøring af lokalet bedes i venligst tilkendegive overfor bestyrelsen hvorvidt i har planer om at høre Simons indlæg. Dette kan gøres enten ved direkte henvendelse til en af bestyrelsens medlemmer, eller via mail til post@foreningen-faelleden.dk

Link til dagsorden og indkaldelse her.  Dagsorden generalforsamling 2019

Nyhedsbrev december 2018

Kære alle

Dette første nyhedsbrev fra bestyrelsen vil koncentrere sig mest om hvad bestyrelsen har brugt tiden på, men også ganske kort hvad vi forestiller os på sigt.

Den første periode har kørt meget på praktiske ting. Få etableret foreningen, få dokumenterne rundsendt og godkendt hos kommunen. Etablere bankforbindelse, og klarlægge hvordan regnskabet skulle køre. Etablering og overtagelse af området.

Da vinteren var over os skulle vi også have afgjort i hvilket omfang vi syntes foreningen skulle stå for vinterbekæmpelse, og hvor meget den enkelte ejer skulle stå for det. Vi lagde ambitiøst ud, og forsøgte os med en ordning der håndterede både vej og stisystem. Desværre måtte vi hurtigt sande at det var for ambitiøst, og måtte helt droppe vejene og skrue ned for stierne.
Dette har medført at vi siden foråret har forsøgt at få en aftale i stand med kommunen hvormed kommunens maskiner kunne sikre den centrale cykelsti fra Oldvejen ned til Auraravej og op til stien ved blomterhaverne, som kommunen varetager, i stedet for at vende bag Auroravej. Vi har dog måtte sande at kommunen ikke har villet/kunne indgå i en sådan aftale. Og da vi som forening pt ikke har økonomi til at sikre stierne, kommer vi i år til at sætte skilte op om at stierne ikke bliver ryddet/saltet, og at færdsel er på eget ansvar. Vi håber at det vil være muligt at finde en bedre løsning til næste vinter.

Foråret og sommeren gik med at få klarhed over hvad der skulle udføres på de grønne områder. Dels hvad kommunen havde aftalt med Malmos, og dels at høre hvilke muligheder vi evt havde for mindre kosmetiske ændringer. Enterprisen er mellem kommunen og Malmos, og vi har derfor kun haft mulighed for at udtrykke vores mening og ønsker. Nogle steder har vi fået nej, men vi har da fået en mindre forlængelse af volden ved Oldvejen, lidt ekstra dræn i det centrale grønne område og andre små ting igennem nåleøjet.

Gennem hele året har vi været i dialog med kommunen omkring hele området og hvilke ting vi mener bør være udført inden vi formelt overtager området. Inde på vores område har vi bl.a. vendt vejbump, skiltning omkring fart, skiltning af stier, sikring af stier så biler bliver standset i at køre på dem etc.
Derudover har vi vendt problematikken omkring den megen og tunge trafik der foregår på Oldvejen. Her kan nævnes at der nu er etableret et mindre vejbump ved indgangen til Kejserkåbevej som er ca midt imellem Munkholmsvejen og dobbeltsvinget. Derudover er vi orienteret om at der er planer om at fysisk at lukke Oldvejen ved at grave den over lige så snart udvidelsen/forlængelsen af Skagerakvej er udført. Hvornår dette kommer til at ske er endnu ikke afgjort, men en foreløbig skitse siger i løbet af 2020.

I starten af December har bestyrelsen gennemgået området ved Guld- og Blå-halevej sammen med Reklo med henblik på at overtage området, i det området nu er færdigbygget. Der mangler et par mindre ting så som såning af græs og rensning for sten. Men vi er enige med Reklo om at lade deres advokat klargøre dokumenterne til overtagelsen.

Slutteligt kan jeg oplyse om at bestyrelsen er i gang med at indhente tilbud på vedligeholdelse af grønne områder og vinterbekæmpelse, således at vi kan komme med nogle budgetforslag til næste generalforsamling. Her skal vi bl.a. have en diskussion om hvor meget/lidt der skal foregå på de grønne områder. Skal foreningen blot sørge for at beplantningen bliver passet og der er trampestier, eller skal vi arbejde for flere muligheder for forskellig aktivitet og fællesarrangementer. Her håber vi også at kunne komme med oplysninger omkring mulighed for blødgøring af vandet via en kemifri løsning.

Som rosinen i pølseenden vil jeg minde alle om at alle skal betale kontingent til foreningen. Der er medlemspligt, og dermed skal alle betale. Kontingentet går dels til vedligeholdelse og nyskabelse af vores fælles områder, og dels til vejfondene der skal reparere/udskifte vejene når den tid kommer. Langt de fleste har betalt for 2018, men der er enkelte der mangler på trods af at vi har sendt både mail og været rundt til postkasserne. Så hvis i ikke har betalt for 2018, eller mener i ikke har fået besked om dette, så skriv en personlig besked til mig eller send en mail, så får vi det på plads. Det går trods alt ud over samtlige andre når nogen ikke betaler.

Samme nyhedsbrev vil blive sendt ud med email til de adresser vi har registreret på medlemmerne. Så hvis du ikke har modtaget dette nyhedsbrev på mail inden udgangen af ugen, så er det fordi vi har forkert mailadresse på dig/jer. I så fald tag venligst kontakt til mig så vi kan få rettet dette.

På vegne af bestyrelsen
Svend Heinesen, Kejserkåbevej 28 (formand)
post@foreningen-faelleden.dk