Ordensregler

Ordensregler for Grundejerforeningen Fælleden

Det gode naboskab

Snak med dine naboer inden du holder fest med musik og støj for åbne vinduer.

Aftal naboovervågning; det medvirker til godt naboskab, forebygger kriminalitet og skaber tryghed.

Gældende lovgivning

Ordensreglerne supplerer gældende lovgivning – færdselsloven, hegnsloven, ridning på offentlig vej, regler om droner og fyrværkeri, samt Holbæk Kommunes regulativ om affald og afbrænding.

Brug af støjende maskiner

Der kan være særlige forhold ved ny- og ombygning, større haveanlæg, hvor der gennem længere tid anvendes støjende maskiner. I disse situationer bør man altid informere de nærmeste naboer.

Veje og parkering

Det henstilles at hastigheden på vejene indenfor grundejerforeningens område ikke overstiger 20 km/t.

Alle veje vedligeholdes af foreningen og skader på vejene skal anmeldes til bestyrelsen. Den almindelige oprydning af de enkelte vejstykker for grene og lignende påhviler de enkelte medlemmer.

Snerydning af vejen vil i almindelighed ikke finde sted. 

Snerydning af fortove påhviler den enkelte grundejer.

Knallertkørsel er ikke tilladt på cykelstierne.

Ved parkering skal køretøjet parkeres i vejens længderetning ved kørebanens yderkant i højre side af vejen, medmindre andet er tilkendegivet ved afmærkning.

På veje må ikke parkeres:

a. Køretøjer med henblik på privat eller erhvervsmæssig udlejning, salg, reklame, beboelse, reparation, omlæsning af gods eller lignende.

b. Busser og lastbiler med tilladt totalvægt over 3500 kg, erhvervskøretøjer/firmabiler, påhængs- og sættevogne, trailere, campingvogne, motorredskaber, traktorer, påhængsredskaber, træk– og håndvogne, hverdage i tidsrummet fra kl. 18 til kl. 06, samt lørdage, søndage og helligdage.

c. Uindregistrerede køretøjer i mere end 48 timer. Campingvogne kan dog i forbindelse med klargøring henstilles i op til 48 timer.

Hegn

Hegn i skel må kun udføres som levende hegn i bøg eller avnbøg. 

Optagning og flytning af landinspektørens mærker eller skelpæle er forbudt.

Levende hegn kan suppleres med et let trådhegn på indvendig side med højst samme højde som det levende hegn, dog max 1,8 meter højt. 

Fællesarealer

De grønne anlæg og ”øer” er en del af fællesområderne og må derfor ikke bruges til parkering, placering af trailere og eller campingvogne.

Børns leg på fællesarealerne er tilladt under forældrenes ansvar. Faste legepladser, legehuse, trampoliner m.v. må ikke opstilles.

Camping er ikke tilladt.

Bålafbrænding samt afbrænding af affald og lign. må ikke finde sted på grundene og fællesarealerne af hensyn til brandfaren jf. brandvedtægterne. Afbrænding i bålfad er tilladt.

Fællesarealerne må ikke bruges som losseplads for husdyrs efterladenskaber, skrald og haveaffald.

Alle opfordres til at holde øje med fællesarealernes og vejenes tilstand og give bestyrelsen besked, hvis der er huller i vejen, riste eller asfalt, der akut skal repareres.

Udlejning af hus.

Husejeren er ved udlejning af huset forpligtiget til at gøre lejere bekendt med nærværende ordensreglement ved udlevering til lejer i hvert tilfælde.

Vedtaget på generalforsamlingen den 12. oktober 2021