Om Foreningen Fælleden

Grundejerforeningen Fælleden er placeret i det naturskønne område mellem Fælleden og Munkholmvejen. Grundejerforeningen repræsenterer alle parceller i dette område. Det er et krav fra Holbæk kommune, at alle parceller i området er med i grundejerforeningen, som beskrevet i lokalplan 3.42 (http://lokalplaner.holbaek.dk/dk/342/)
Foreningen havde stiftende generalforsamling i januar 2018

Placering
Grundejerforeningens 90 parceller afgrænses mod øst af Oldvejen og mod vest af Fælleden.
Følgende veje er med i grundejerforeningen:
Auroravej – 29 parceller
Kejserkåbevej – 28 parceller
Guldhalevej – 17 parceller
Blåhalevej – 16 parceller

Facebook: https://www.facebook.com/groups/Faelleden

Vedtægter

  • 1. Definitioner
    Stk. 1. Foreningens navn er Grundejerforeningen Fælleden, og dens hjemsted er i Holbæk Kommune. Foreningens geografiske område er identisk med området omfattet af lokalplan 3.42.

Stk. 2. Ved adkomsthaver forstås i disse vedtægter den person, der har råderet over og bor i en given boligenhed.

Stk. 3. Ved privat vejareal forstås i disse vedtægter: vejbelægning på private fælles veje, fortovsbelægning på private fælles veje og fælles stier, belægning og vendepladser på private fælles veje og fælles torvepladser, underlag af førnævnte, nedløbsbrønde på private fælles veje samt lignende på private fælles veje.

Stk. 4. Ved en boligenhed forstås i disse vedtægter enhver bolig med egen adresse (dvs. vejnavn, husnummer, etage, bolignummer etc.)

Stk. 5. Ved en ordinær generalforsamling sker der valg til bestyrelsen, regnskabet godkendes og budgettet besluttes. Ved en ekstraordinær generalforsamling forstås alle andre generalforsamlinger end den ordinære generalforsamling, hvor der udelukkende behandles forslag fra bestyrelsen og medlemmerne heraf. Såfremt disse forslag giver anledning til justeringer i budgettet, kan dette også besluttes på den ekstraordinære generalforsamling.

  • 2. Foreningens formål

Stk. 1. Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles grundejerinteresser indadtil som udadtil, herunder særligt at varetage vedligeholdelse, renholdelse og rydning af fælles stier, veje, torvepladser, grønne fællesarealer samt beplantning i området, i overensstemmelse med lokalplan 3.42, og udføre de opgaver, der i øvrigt henlægges foreningen i medfør af lovgivningen. Endvidere sørger foreningen for at opretholde god orden på det udstykkede areal.

Stk. 2. Grundejerforeningen etablerer en vejfond under grundejerforeningen, hvis formål er at vedligeholde, istandsætte og reparere de under grundejerforeningen hørende private vejarealer.

Stk. 3. Det påhviler grundejerforeningen at påse overholdelse af de forpligtelser, der påhviler ejendommene under lokalplan 3.42, områderne I, II og III.

  • 3. Medlemskab

Stk. 1. Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af ejendomme, som er beliggende inden for foreningens område. Der er medlemspligt for samtlige ejere af ejendommene.

Stk. 2. Medlemmer af vejfonden er alle nævnte pligtige medlemmer af grundejerforeningen anført i § 3, stk. 1.

 

Stk. 3. Ophører et medlem med at være ejer af en ejendom indenfor det i § 3, stk. 1 nævnte område, bortfalder medlemskabet af grundejerforeningen og vejfonden, og vedkommende udtræder af både grundejerforeningen og vejfonden uden krav på refusion af kontingent eller udbetaling af andel i grundejerforeningens eller vejfondens formue.

 

Stk. 4. Medlemspligten indtræder samtidig med erhvervelsen af ejendommen, uanset på hvilken måde denne finder sted, og indtrædende medlemmer hæfter for den tidligere ejers eventuelle gæld til foreningen. Et indtrædende medlem betaler kontingent fra det tidspunkt, hvor dækning ved sælgerens indbetalinger ophører. Er sælgeren i kontingentrestance, opnår køber først rettigheder som beskrevet i disse vedtægter, når denne har indbetalt det skyldige beløb.

 

Stk. 5. Meddelelse om ejendommens overdragelse og dermed følgende udtræden for sælger og indtræden for køber skal ske senest 2 uger efter handlens indgåelse og fremsendes til Grundejerforeningen.

  • 4. Kontingent

Stk. 1. Til drift af foreningens formål betales et årligt kontingent, hvis størrelse fastsættes af den til enhver tid siddende bestyrelse i henhold til det af generalforsamlingen godkendte budget for perioden. Kontingentet er delt i to dele, hvoraf en del er til Grundejerforeningen og en anden del er til vejfonden.

Stk. 2. Kontingentet betales årligt forud. Fordeling af kontingent skal ske ved lige store andele pr. boligenhed. Kontingentet dækker administrationsomkostninger, vedligeholdelse og renholdelse af fællesområder og inventar, samt øvrige udgifter, der måtte være som følge af krav fra det offentlige. Ved grundejerforeningens eventuelle opløsning udbetales overskydende midler til medlemmerne af grundejerforeningen på tidspunktet for opløsning af foreningen.

Stk. 3. Bidraget til kontingent for vejfonden fastsættes hvert år ud fra en vedligeholdelsesplan udarbejdet af bestyrelsen og fremlagt ved generalforsamlingen efter fremlæggelse af budgetforslag og revideret vedligeholdelsesplan fra bestyrelsen for de kommende 20 år. Bidraget betales ligesom kontingent årligt forud. Vejfonden opdeles i tre adskilte vejfonde for henholdsvis Auroravej, Kejserkåbevej og Guldhalevej/Blåhalevej.  Bidraget dækker private vejarealer. I tilfælde af, at midlerne i vejfonden ikke er tilstrækkelige til budgetterede og ikke-budgetterede vedligeholdelse af de private vejarealer, opkræves det resterende beløb i tre adskilte vejfonde for henholdsvis Auroravej, Kejserkåbevej og Guldhalevej/Blåhalevej.  Ved vejfondens eventuelle opløsning udbetales midlerne til grundejerforeningens formue.

Stk. 4. Der kan ikke flyttes midler vejfondene imellem.

  • 5. Regnskab

Stk. 1. Grundejerforeningens regnskabsår er lig med kalenderåret og løber fra 01 januar til og med 31. december. Regnskabet skal foreligge fuldt færdigt og revideret senest 15. marts og skal udsendes til medlemmerne senest 3 uger før afholdelse af ordinær generalforsamling. Under udførsel af revision har revisoren adgang til at foretage beholdningseftersyn, som måtte findes nødvendige, ligesom alle forhold, der vedrører foreningen kan fordres oplyst af revisoren. I det omfang revisor finder anledning til at fremsætte bemærkninger til regnskabet, der ikke fremgår af revisors påtegning, skal disse bemærkninger offentliggøres på generalforsamlingen.

Stk. 2. Grundejerforeningens kasserer modtager og kvitterer for foreningens indtægter og udbetaler alle af formanden anerkendte udgifter. Anerkendelsen skal foreligge skriftligt.

Stk. 3. Grundejerforeningens kassebeholdning skal henstå på en konto i en bank eller sparekasse. Kontoen skal være klausuleret således, at der kun kan hæves på kontoen af kassereren i forening med formanden eller næstformanden. Alle rentetilskrivninger til grundejerforeningens midler tilfalder grundejerforeningen. Den kontante kassebeholdning på normalt ikke overstige kr. 1.000,00.

Stk. 4. Vejfondens midler anbringes på en konto uafhængigt af grundejerforeningens øvrige midler i et af bestyrelsen valgt pengeinstitut. Kontoen skal være klausuleret således, at der kun kan hæves på kontoen af kassereren i forening med formanden eller næstformanden. Alle rentetilskrivninger til vejfondens midler tilfalder vejfonden. Vejfondens midler må gerne investeres i statsobligationer eller realkreditobligationer.

 

  • 6. Stemmeret

Stk. 1. Ved afstemninger i grundejerforeningen tillægges medlemmerne én stemme pr. boligenhed. Alle boligenheder har ret til at stemme. Restancer med bidrag til grundejerforeningen medfører, at det pågældende medlems stemmeret suspenderes indtil restancen og eventuelle påløbne omkostninger er betalt. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt fra et medlem. En person må maksimalt stemme med 2 fuldmagter.

Stk. 2. Ved afstemninger i vejfonden tillægges vejfondens medlemmer én stemme pr. boligenhed. Restancer med bidrag til vejfonden medfører, at det pågældende medlems stemmeret suspenderes indtil restancen og eventuelle påløbne omkostninger er betalt. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt fra et medlem. En person må maksimalt stemme med 2 fuldmagter.

Stk. 3. Medlemmerne træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed, undtagen i de tilfælde, hvor der til afstemningen foreligger forslag til vedtægtsændringer, projekter større end kr. 50.000,00 eller opløsning af foreningen. Forslag til vedtægtsændringer og projekter større end kr. 50.000,00 kan kun vedtages, hvis mindst to tredjedele af foreningens medlemmer er repræsenteret, og at beslutningen vedtages med mindst to tredjedele af de afgivende stemmer. Er det fornødne antal medlemmer ikke til stede, men mindst to tredjedele af de afgivende stemmer er for forslaget, indkaldes til en ny generalforsamling, der skal afholdes inden for 60 kalenderdage. På denne kan vedkommende beslutning gyldigt vedtages, når mindst to tredjedele af de afgivende stemmer er for forslaget, uden hensyn til de fremmødtes antal.

Stk. 4. Forslag til opløsning eller ændring af foreningens formål kan kun vedtages på en i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling jf. § 11, stk. 1.

 

Stk. 5. Afstemning sker ved håndsoprækning, men såfremt dirigenten eller et medlem forlanger det, skal afstemningen ske skriftligt.

 

  • 7. Bestyrelsen

Stk. 1. Grundejerforeningens bestyrelse består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand og kasserer. Sekretær udpeges af bestyrelsen. Bestyrelsen vælges for en periode af 2 år ad gangen, således at 2 bestyrelsesmedlemmer afgår på lige årstal og 3 bestyrelsesmedlemmer afgår på ulige årstal. Genvalg kan finde sted. Generalforsamlingen vælger endvidere en eller flere suppleanter til bestyrelsen. Såfremt der mellem to ordinære generalforsamlinger afgår et eller flere medlemmer af bestyrelsen, tiltræder suppleanten.

Stk. 2. Så ofte forholdene kræver det, eller når formanden finder det nødvendigt, eller når mindst to bestyrelsesmedlemmer kræver det, skal der afholdes bestyrelsesmøde.

Stk. 3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst tre medlemmer er til stede, hvoraf den ene som minimum udgør enten formanden eller næstformanden. Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøder, men har ingen stemmeret ved bestyrelsesmøder.

Stk. 4. Alle beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed.

Stk. 5. Sekretæren fører referat ved møderne. Mødereferater bør forelægges senest 8 kalenderdage efter mødeafholdelse.

Stk. 6. Ved første bestyrelsesmøde i året, som skal afholdes senest 15. marts, skal kassereren forelægge et fuldt færdigt og revideret årsregnskab for det forløbne år.

Stk. 7. Med bestyrelsens eventuelle bemærkninger fremsendes regnskabet til den eller de af generalforsamlingen valgte revisor(er).

Stk. 8. Hvis et bestyrelsesmedlem nedlægger sit hverv, udtræder af foreningen, bliver umyndiggjort eller bliver ude af rådighed over sit bo, indtræder en suppleant for den resterende del af perioden til førstkommende generalforsamling. Hvis formanden efter ovenstående udtræder af foreningen, skal formandens afløser vælges indenfor de resterende bestyrelsesmedlemmer, og suppleanten indtræder i stedet for det bestyrelsesmedlem, som overtager formandsposten.

  • 8. Bestyrelsens myndighed

Stk. 1. Bestyrelsen repræsenterer foreningen udadtil i enhver henseende. Foreningen tegnes i alle anliggender af formanden sammen med bestyrelsens medlemmer. Den samlede bestyrelse kan meddele fuldmagter til andre end bestyrelsesmedlemmer, til at handle på bestyrelsens vegne.

 

Stk. 2. Bestyrelsen råder over grundejerforeningens og vejfondens midler i overensstemmelse med vedtægterne og de på generalforsamlingen trufne beslutninger.

                                                                                                        

Stk. 3. For dispositioner foretaget af bestyrelsen inden for nærværende vedtægter givne bemyndigelse eller i henhold til særlig bemyndigelse efter generalforsamlingsbeslutning hæfter medlemmer pro rata.

 

Stk. 4. Bestyrelsen er berettiget til at ansætte fornøden medhjælp til arbejdets udførsel, herunder administrativt arbejde, samt engagere lønnet, sagkyndig bistand til fremme af foreningens formål.

 

Stk. 5. Bestyrelsen kan til løsning af særlige opgaver nedsætte udvalg, også bestående af medlemmer udenfor bestyrelsen. Et sådant udvalg kan kun foretage indstillinger til bestyrelsen.

 

Stk. 6. Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet med mindre generalforsamlingen under hensyn til arbejdets omfang bestemmer andet.

 

Stk. 7. Grundejerforeningens bestyrelse skal over for tinglysningsmyndighederne efter gyldig vedtagelse på lovlig generalforsamling være bemyndiget til at foretage tinglysninger og aflysninger på matrikel nr. 31gz for så vidt angår fælles interesse med hensyn til vej og sti, kloak, vand, el- og andre ledningsanlæg.

 

Stk. 8. Bestyrelsen er bemyndiget til at fjerne henstillede genstande, byggematerialer og affald på grønne fællesarealer eller private vejarealer på henstillers regning.

 

  • 9. Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er grundejerforeningens højeste myndighed. Kun den kan give, ændre eller ophæve vedtægterne. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned.

Stk. 2. For den ordinære generalforsamling gælder følgende dagsorden:

  • Valg af dirigent.
  • Bestyrelsens beretning om grundejerforeningens virksomhed i det forløbne år.
  • Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
  • Forslag fra bestyrelsen, herunder fastsættelse af foreningsbidrag.
  • Forslag fra medlemmerne.
  • Valg af formand og/eller medlemmer til bestyrelsen.
  • Valg af suppleant til bestyrelsen.
  • Valg af revisor og/eller revisorsuppleant.
  • Eventuelt

Stk. 3. For ekstraordinære generalforsamlinger skal gælde følgende dagsorden:

  • Valg af dirigent.
  • Forslag fra bestyrelsen.
  • Forslag fra medlemmerne.

Stk. 4. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen.

Stk. 5. Alle valg og almindeligt foreliggende sager til grundejerforeningen eller vejfonden på generalforsamlingen afgøres ved simpel stemmeflerhed af de repræsenterede stemmeberettigede. Afstemning sker ved håndsoprækning, men såfremt dirigenten eller et medlem forlanger det, skal afstemningen ske skriftligt jf. § 6, stk. 5.

 

Stk. 6. Vedtægtsændringer til paragraffer eller stk., der alene vedrører vejfonden, er kun vejfondens medlemmer stemmeberettiget.

 

Stk. 7. Medlemmerne samt adkomsthaverne skal indkaldes til den ordinære generalforsamling ved brev senest med tre ugers varsel. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen. Indkaldelse skal indeholde meddelelse om, hvilke emner der vil være at behandle samt budgetforslag til det kommende år.

 

Stk. 8. Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen måtte skønne det formålstjenlig eller når mindst en tredjedel af grundejerforeningens stemmeberettigede boligenheder fremsætter ønske herom. Indkaldelsen til ekstraordinær generalforsamling skal ske med samme varsel og på samme måde som den ordinære generalforsamling med angivelse af de til forhandling fastsatte emner.

Hvis den ekstraordinære generalforsamling indkaldes efter ønske af boligenhederne, skal boligenhederne samtidig med begæringens fremsættelse meddele, hvilke emner, der ønskes behandlet. Bestyrelsen er herefter forpligtet til senest inden 2 uger at udsende indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling.

 

Stk. 9. På såvel ordinære som ekstraordinære generalforsamlinger kan kun træffes afgørelse vedrørende emner, der er optaget i den meddelte dagsorden. Ændringsforslag stillet på generalforsamlingen til emner på dagsordenen vil blive behandlet på generalforsamlingen.

 

Stk. 10. Forslag fra medlemmerne eller adkomsthaverne om sager, som medlemmerne eller adkomsthaverne ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen, hvorefter bestyrelsen skal foranledige forslag omdelt til medlemmerne samt adkomsthavere inden 1 uge før generalforsamlingen.

 

 

  • 10. Beslutninger

Stk. 1. De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger og behandlede sager indføres i foreningens forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

 

Stk. 2. De af den ordinære eller den ekstraordinære generalforsamling trufne beslutninger samt beslutninger, der i henhold til nærværende vedtægter måtte vedtages af bestyrelsen, er gældende for medlemmerne samt adkomsthavere indtil de lovligt måtte ændres i henhold til vedtægterne, og eventuelt indbringelse af de trufne beslutninger for domstolene har ikke suspensiv virkning, og medlemmer og adkomsthavere er, indtil retsafgørelse foreligger, pligtige til at opfylde de, dem i henhold til beslutningerne, pålagte pligter, det være sig økonomisk eller anden art, ligesom foreningen, uanset sagsanlæg eller senere appel, skal være berettiget til at foretage rets skridt til forpligtigelsernes opfyldelse.

 

 

  • 11. Opløsning/ændring af formålsparagraf

Stk. 1. Forslag til opløsning eller ændring af grundejerforeningens formål kan kun vedtages på en i dette øjemed særligt indkaldt generalforsamling. To tredjedele af medlemmerne skal være repræsenteret og mindst 5/6 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer skal stemme for forslaget. Såfremt der ikke er repræsenteret et tilstrækkeligt antal medlemmer, indkaldes til en ny generalforsamling, der kan træffe beslutning med kvalificeret flertal, uden hensyn til de fremmødtes antal.

 

 

  • 12. Godkendelse af vedtægter

Stk. 1. Foreningens vedtægter og eventuelle senere ændringer heraf skal, for at være gyldige, godkendes af Holbæk Kommune.

Ordensregler

Ordensregler for Grundejerforeningen Fælleden

Det gode naboskab

Snak med dine naboer inden du holder fest med musik og støj for åbne vinduer.

Aftal naboovervågning; det medvirker til godt naboskab, forebygger kriminalitet og skaber tryghed.

Gældende lovgivning

Ordensreglerne supplerer gældende lovgivning – færdselsloven, hegnsloven, ridning på offentlig vej, regler om droner og fyrværkeri, samt Holbæk Kommunes regulativ om affald og afbrænding.

Brug af støjende maskiner

Der kan være særlige forhold ved ny- og ombygning, større haveanlæg, hvor der gennem længere tid anvendes støjende maskiner. I disse situationer bør man altid informere de nærmeste naboer.

Veje og parkering

Det henstilles at hastigheden på vejene indenfor grundejerforeningens område ikke overstiger 20 km/t.

Alle veje vedligeholdes af foreningen og skader på vejene skal anmeldes til bestyrelsen. Den almindelige oprydning af de enkelte vejstykker for grene og lignende påhviler de enkelte medlemmer.

Snerydning af vejen vil i almindelighed ikke finde sted. 

Snerydning af fortove påhviler den enkelte grundejer.

Knallertkørsel er ikke tilladt på cykelstierne.

Ved parkering skal køretøjet parkeres i vejens længderetning ved kørebanens yderkant i højre side af vejen, medmindre andet er tilkendegivet ved afmærkning.

På veje må ikke parkeres:

a. Køretøjer med henblik på privat eller erhvervsmæssig udlejning, salg, reklame, beboelse, reparation, omlæsning af gods eller lignende.

b. Busser og lastbiler med tilladt totalvægt over 3500 kg, erhvervskøretøjer/firmabiler, påhængs- og sættevogne, trailere, campingvogne, motorredskaber, traktorer, påhængsredskaber, træk– og håndvogne, hverdage i tidsrummet fra kl. 18 til kl. 06, samt lørdage, søndage og helligdage.

c. Uindregistrerede køretøjer i mere end 48 timer. Campingvogne kan dog i forbindelse med klargøring henstilles i op til 48 timer.

Hegn

Hegn i skel må kun udføres som levende hegn i bøg eller avnbøg. 

Optagning og flytning af landinspektørens mærker eller skelpæle er forbudt.

Levende hegn kan suppleres med et let trådhegn på indvendig side med højst samme højde som det levende hegn, dog max 1,8 meter højt. 

Fællesarealer

De grønne anlæg og ”øer” er en del af fællesområderne og må derfor ikke bruges til parkering, placering af trailere og eller campingvogne.

Børns leg på fællesarealerne er tilladt under forældrenes ansvar. Faste legepladser, legehuse, trampoliner m.v. må ikke opstilles.

Camping er ikke tilladt.

Bålafbrænding samt afbrænding af affald og lign. må ikke finde sted på grundene og fællesarealerne af hensyn til brandfaren jf. brandvedtægterne. Afbrænding i bålfad er tilladt.

Fællesarealerne må ikke bruges som losseplads for husdyrs efterladenskaber, skrald og haveaffald.

Alle opfordres til at holde øje med fællesarealernes og vejenes tilstand og give bestyrelsen besked, hvis der er huller i vejen, riste eller asfalt, der akut skal repareres.

Udlejning af hus.

Husejeren er ved udlejning af huset forpligtiget til at gøre lejere bekendt med nærværende ordensreglement ved udlevering til lejer i hvert tilfælde.

Vedtaget på generalforsamlingen den 12. oktober 2021